Nordjysk Trylleklub

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Det er ikke alle der er på Facebook, og det er ikke altid Facebook viser alle opslag til alle. Så hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af tryllemøder arrangementer eller nyheder så klik her og tilmeld dig vores nyhedsbrev

En magisk hobby

Trylleri og magi har fascineret og underholdt mennesker i årtusinder, og som tryllekunstner får du mange sjove og spændende oplevelser.

På et par timer kan du lære et simpelt trick eller to og være klar til at imponere venner, familie og kollegaer. Men hvis du vil fordybe dig, er der tricks og teknikker, det kan tage måneder eller endda år at lære. Selv når du mestre teknikken i et trick, kan der være lang vej til en god og underholdende præsentation for et publikum. Tricket er ”kun” teknik; den bærende del er entertainment (teater og skuespil).

Nordjysk Trylleklub er både for dig, der har trylleri som hobby, og for dig, der er professionel.

Gi’ dig selv det bedste

Internettet har gjort det nemt at lære og trylle. Mange tricks kan både ses og købes online, og du kan sidde alene foran en skærm og blive undervist af de bedste tryllekunstnere. Men uanset hvor godt det er produceret eller skrevet, så er der vigtige ting en video eller en bog aldrig vil kunne give dig. Ligesom du jo ikke bliver en god fodboldspiller eller musiker ved at studere en video. For at blive rigtig dygtig og for at ”finde” sin egen stil har tryllekunstner brug for sparing og coaching, dét kan du få i Nordjysk Trylleklub.

Mere end 100 års erfaring

Som medlem i Nordjysk Trylleklub møder du andre, der deler din interesse. Her oplever du den levende, magiske stemning, du mangler i videoen eller lærebogen. Her er altid en der vil “lege” publikum, når du skal øve et nyt trick. Altid nogen, der vil hjælpe dig, komme med gode råd, støtte og vejledning. Du får du faktisk adgang til mere end 100 års erfaring! Tænk, hvor meget tid og hvor mange søvnløse nætter, du sparer. Dét fællesskab og den læring, du oplever i Nordjysk Trylleklub er uvurderlig, hvad enten du er begynder eller har tryllet i mange år, og er ved at finpudse dit nye show. Vi er her for hinanden.

Du sparer tid og penge

For ganske få kroner er du i gang som tryllekunstner. Et spil kort, et par elastikker eller et par mønter, så er du godt på vej. Du bliver overrasket over, hvor stor effekt, enkle tricks har.

I Nordjysk Trylleklub får du masser af inspiration og læring fra andre. Du får hjælp til at finde effekter og rekvisitter, der passer til netop dit niveau og din stil. Det sparer dig for mange fejlkøb og frustrationer.

Indmeldelse og optagelsesritual

Det er muligvis til skuffelse for nogen, og lettelse for andre, men du skal ikke gennem et hemmeligt ritual i en mørk underjordisk grotte med kappeklædte mennesker omgivet af stearinlys, for at blive medlem, det er først når du bliver stormester, og du indvies du i det hemmelige broderskab The Magic Cabal… nej pjat. Det er ikke sandt, men det er en god historie. Og ved du hvad? Det er den gode historie, der skaber magien.

Vi kan dog ikke garantere, at du ikke støder på et medlem iført kappe. Til gengæld kan vi garantere, at vi er kugleskøre, vanvittigt sjove og mega rare i Nordjysk Trylleklub. Her er alle med interesse for trylleri og magi meget velkomne. Vi glæder os til at se DIG.

Har du spørgsmål eller lyst til at blive medlem, så kontakt os på e-mail: kontakt@trylleklubben.dk. Du er også velkommen til at ringe og få en snak med formanden (Kennith) på telefon 92 15 25 15.

Er du er i tvivl, om Nordjysk Trylleklub er noget for dig, kan du gratis og uforpligtende deltage i to møder, inden du beslutter dig.

Vi anbefaler, du kontakter os, inden du kommer første gang. Så sørger vi for, der er en til at tage godt imod dig.

Velkommen.